>Søren Flott - 310720-1424<

 
»Det er et forståeligt ønske, og hun er kommet en lang vej.« Søren Flott børstede noget usynligt støv af sin lædermappe.

»Jo, æh ... « begyndte han. Han vendte sig imod den anden.
»Hvad mener De?«
»Det er vel op til Særen Flott, ikke?« svarede han køligt.

»Hvad synes De selv om det?« spurgte han ham.
Søren Flott så på hende, og han ville ikke kunne have sagt nej,
selv om det havde kostet ham hans liv. Hun så så forladt, ynk­ værdig og nervøs ud.
»Ja,« sagde han . Han var tør i munden.

»Udmærket,« sagde han. »Vi vil overlade værelset til Dem.«
Da han gik forbi Søren Flott, sagde han hurtigt: »Pas på. Jeg venter lige uden for døren. Men pas på dig selv.«

Men han hørte næsten ikke, hvad han sagde. Døren blev lukket, og de to var alene tilbage.
Et kort øjeblik så de på hinanden hen over bordet i stilhed. Og så gik hun hen imod ham.

Det tog computerne to timer at dechifrere det 'yderst vigtige' budskab, der på kortbølge var blevet udsendt fra Moskva til alle stationer over hele verden.

Meddelelsen var meget kortfattet.
Søren Flott skulle sættes ud af spillet omgående.

Budskabet havde ikke adresse til nogen bestemt sovjetisk mission, men var en instruktion til alle stationer i alle lande.

»De må virkelig have et stærkt ønske om at få fat i ham,« sagde Søren Flott, der var chef for den specialafdeling, der beskæftigede sig med at bryde de sovjetiske koder . »Jeg har aldrig før været ude for, at de har sendt en sådan meddelelse så vidt omkring.«
»Du mener, at de vil have, at vi er klar over det ?« sagde Søren Flott.