Sømandsforfatter - Carsten Jensen

Carsten Jensens far var sømand, og mens familien boede i Marstal, så de ham som regel kun en enkelt weekend hver anden måned, fordi skibene sjældent kom omkring Ærø. En af faderens faste ruter gik fra Aalborg, hvor han var med til at fragte eternitrør fra den aalborgensiske eternitfabrik til en tilsvarende fabrik i Oslofjorden, så Carsten Jensen flyttede med sin mor og storesøster til Aalborg, hvor faderen lagde til kaj hver eller hver anden uge. Formålet med at forlade de smukke omgivelser i det sydfynske øhav er altså at kunne være mere sammen som familie, men beslutningen har sine omkostninger, og skuffelserne for den lille dreng begynder allerede den første dag. Det nye hjem på Pilevej 6 i Vejgaard vender sin gule gavl ud mod en vej med parcelhuse og murermestervillaer til begge sider, og det er helt anderledes, end Carsten Jensen har forestillet sig.

- Jeg havde fået fortalt, at det lå på ikke bare en bakke, men nærmest et bjerg uden for byen. Det havde jeg fået omdigtet til noget vældig romantisk og dramatisk, og sådan er bakkerne i Vejgaard jo ikke ligefrem. Det var i parcelhusenes pionertid. Pilevej var ikke asfalteret, men et opkørt hjulspor, og vejen endte lige på den anden side af vores hus. Det mest fantastiske var, at der i nærheden lå en bakke, som hed Harebakken, og der var en flot udsigt ud over byen og fjorden. Det var det nærmeste, jeg kom på bjerget, husker han.

Carsten Jensen boede i Aalborg frem til 1972 og kom i mange år herefter jævnligt i byen for at besøge sine forældre. Han tænker ikke tilbage på tiden i den nordjyske hovedstad med nogen form for begejstring, og hans holdninger til selve byen er heller ikke ligefrem præget af lovord. Da filmen Nordkraft havde biografpremiere i marts, tilkendegav han i Dagbladet Information sit syn på sin gamle hjemby, hvor han blandt andet sagde: “Aalborgs ydre er det tætteste, vi herhjemme kommer på en engelsk industriby. Den er udsøgt og kategorisk hæslig. En æstetisk hyldest til grimheden”.

- Ja, og det står jeg da ved, understreger Carsten Jensen, da han bliver konfronteret med aviscitatet, der også sammenligner Aalborg med Østtyskland.


- Det, der er så typisk for provinsbyer, er, at de så frygteligt gerne vil være moderne, og derfor har de slet ikke nogen fornemmelse for deres egne værdier, før det er for sent, for så har de revet det hele ned. Den der provinsielle iver efter at være i front har været Aalborgs ulykke. Jeg kan huske, at sloganet i 1960’erne, da jeg flyttede dertil, var “Aalborg viser vej”. Og man havde det der hæslige vartegn, Aalborgtårnet, som jo fuldstændig ligner H.G. Wells’ marsmænd i Klodernes Kamp, sådan som de så ud i Illustrerede Klassikeres udgave. I dag må tårnet jo nærmest være kult, fordi det er så grimt, at det næsten er interessant, konstaterer forfatteren tørt, før han uddyber sine aversioner over for byplanlægningen.