Kulturoplevelsesforedrag - Henrik Byager

Økonomien sejler, men der vil være dans på bordene. I en tid hvor finanskrisen lukker banker på stribe og tvinger adskillige virksomheder til nedskæringer, er overskrifterne så dystre, at forbrugerne tyer til virkelighedsflugt. Kuren hedder kulturoplevelser, der er præget af vildskab og storhed.

Livsstilseksperter spår, at kulturforbruget er noget af det sidste, forbrugerne vil skære ned på i krisetider.
»I en krisetid bliver kultur vigtigt, fordi forbrugerne har en længsel efter at glemme. Jo mere fucked up verden bliver, og jo mere krisesnak man hører alle vegne, jo skønnere bliver det at hoppe ud af et univers og ind i et andet,« siger livsstilsekspert Henrik Byager.

Ifølge Henrik Byager higer forbrugerne mod kulturoplevelser i et håb om at få renset såvel hjernen som sjælen for den modløse krisesnak.
»Kulturen kan både hjælpe en med at glemme tidens ulidelige elendighed og give fornyet kraft og brændstof. Hvis du ser klassisk på det, har vi i store krisetider fået et mere vildt og udskejende kultur- og festliv. Der bliver behov for at trykke den af og føle, at der stadig er noget, som er sjovt i verden,« siger Henrik Byager og tilføjer, at vi måske vil se en Charleston-revival a la 1930’ernes USA, hvor udskejelser og vilde fester stod øverst på dagsordenen.

Høj prioritet
Hos strategibureauet First Move – der netop har gennemført det årlige livsstilsstudie af de tre pct. af de danske forbrugere, som rykker først på nye trends – vurderer direktør Kirsten Poulsen, at kulturoplevelser stadig vil have høj prioritet.

»Folk vil prioritere kulturoplevelser i stedet for et par nye cowboybukser eller endnu en Gucci-taske. Vi ser en meget tydeligt bevægelse fra det rent materielle forbrug til det ansvarlige forbrug med kultur og viden i fokus,« forklarer hun.

Den udvikling hilses velkommen på Statens Museum for Kunst.
»Vi håber da, at krisen giver mere rum til fordybelse, så mange vil tilvælge kulturoplevelser frem for at kigge på nyt køkken,« siger pressekoordinator Jakob Fibiger Andreasen.

Henrik Byager tror da også, at kulturinstitutioner med gratis adgang vil få vind i sejlene.
»Det vil være et plus, at det er gratis at gå på eksempelvis Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet, og det vil måske være det, som erstatter hver fjerde teatertur eller operabillet,« siger Henrik Byager.

»Der kommer generel nedgang, når vi får færre penge mellem hænderne, men jeg tror ikke, at det vil gå hårdere ud over kulturen. Jeg tror på prioritering, ikke udsultning. Når vi så vælger et tilbud til, skruer vi helt op for blusset,« siger Henrik Byager.


Nils Villemoes
Nils Villemoes