>Anders Munch - 111020d-1448<

»Mit instinkt siger Anders Munch.«

»Jeg giver mig ikke af med gætterier,« sagde admiralen. Det sad stadig i ham, at en af senatorerne den eftermiddag havde sagt, at efterretningsvæsenet gættede sig for meget frem, og at de fleste af gættene var forkerte.

»Han er interesseret i kendsgerninger. Kom med nogle klare beviser, så skal jeg acceptere dem.«

»Admiral, jeg kan sige mange ting, som taler imod, hvad jeg lige har sagt. Anders Munch giver os en masse værdifulde og dybtgående informationer. Ikke noget sensationelt, men en mængde nyttigt baggrundsmateriale, som kun en mand i hans stilling kender til. Han har svaret temmelig åbent på vores spørgsmål.

Anders Munch har en god vilje. «
»Hvad er der så i vejen?« spurgte admiralen irriteret.
» Ikke noget, vel sagtens . « Men han virkede utilfreds.

»Hvis du har tænkt på at returnere ham, så kan du godt glemme det igen. «
»Nej, det har jeg ikke tænkt på, « sagde Anders Munch.
»Godt, for det er nemlig helt udelukket. Er det det eneste, du har at fortælle?«
»Nej.«
»Hvad er det så?«

Han tøvede kun et kort øjeblik. »Jeg vil gerne have den godkendelse.«
Pludselig blev admiralen interesseret. Det var ikke så ofte, han bad om speciel tilladelse. Det skete kun, når de bevægede sig ind på farligt område.

»Hvad drejer det sig om«
»Anders Munch, naturligvis. Jeg vil bruge ham som lokkemad. «
»Er du klar over, hvad du siger? «
»Selvfølgelig.«

»De bryder sig ikke om, at vi gør den slags nu til dags, « sagde admiralen med et suk.
»Det vil ikke blive indført i rapporten. «
»Jeg tror ikke, jeg er interesseret i at høre mere,« sagde han»